Ung drivkraft står bag Morud IT-Service


Morten Soelberg er kun 17 år, men man skal ikke tage fejl af det unge ansigt, for bag det gemmer sig en yderst dygtig IT- og forretningsmand. Han har allerede været selvstændig i 4½ år med sit firma Morud IT-Service.


Tanken bag Morud IT-Service
Startskuddet blev, da Morten i en alder af 13 år syntes, at det både var alt for kedeligt og ikke gav nok at slå græs, så derfor indrykkede han en annonce i den lokale sportsforenings blad, hvor han tilbød IT-hjælp til private. Det viste sig hurtigt, at flere i lokalområdet havde brug for denne form for hjælp til deres computer, og siden er kundekartoteket steget væsentligt.


Blandede kundeopgaver
Arbejdsopgaverne er meget forskellige, men de fleste kunder er endnu af den private slags, især den ældre generation. Det kan være alt fra opsætning af nye computere, geninstallering efter virusangreb, fejlfinding eller simpelthen opdatering af computeren. En af Mortens kunder er et medborgerhus i Tarup, hvor Morten sørger for, at computerne kører optimalt bl.a. ved at rette de eventuelle fejl eller ændringer, de ældre får lavet ved et uheld i computeren og ikke selv kan få ændret tilbage igen.


Det er ikke kun privat, at Morten har kunnet yde sin ekspertise. Også små firmaer som slagtere og håndværkere har fået Mortens hjælp til at opsætte computersystemer med server, opkobling og forbindelse til internet og dankort-terminaler.


Apps til Android, Windows og Apple produkter
Der har været flere Apps i støbeskeen. Bl.a. har Morten sammen med en forhenværende lærer udviklet en Odense Guide App til Android, og i øjeblikket er han i gang med at lave en version, der også kan bruges på Apples produkter.


Uddannelse ved siden af firma
Ved siden af sin virksomhed tager Morten også en 2 i 1 kombinationsuddannelse, der sammenlagt tager 5½ år. Uddannelsen består af en studentereksamen og en IT-uddannelse som datatekniker. Morten har netop færdiggjort første år med et afslutningsprojekt, hvor han oprettede et komplet server- og computersystem til et fiktivt firma. Han bestod med et flot 12 tal. Morten har fået en praktikplads, så han i resten af uddannelsen skiftevis skal være et halvt år i skole og et halvt år i praktik.


Til spørgsmålet om han kan overse at drive en virksomhed ved siden af uddannelsen, svarer Morten ”Det kan jeg sagtens. Studiet er for det meste lektiefri, og jeg vælger selv, hvordan og hvornår jeg kan hjælpe, alt efter hvor travlt jeg har i skolen”.



Af Nickie Teresa Larsen
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
27-08-2013